Nyhedsbrev okt. 2007
Design for Alle interessen breder sig. Vi kan byde en af de største brancheorganisationer i DK velkommen i netværket. Vi bliver oftere spurgt til råds, og flere medier har valgt at tage emnet op. Men hvordan får vi vores medlemmer mere engageret i netværket. Det er det store spørgsmål – måske med et kommende projekt? Men bestyrelsen modtager også gerne forslag til initiativer.
Velkommen til to nye medlemmer: Inge Stokholm og HORESTA (hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheorganisation). Vi synes det er flot, at en så stor brancheorganisation som HORESTA finder vores budskab og netværk vigtig, og ser Design for Alle som et markedspotentiale. HORESTA har også været med i udviklingen af mærkeordningen for tilgængelighed tilbage i 2003. Mærkeordningen drives af Foreningen Tilgængelighed for Alle (FTA), der også er en af vores medlemmer.
Design for Alle.dk fem år
Design for Alle.dk fyldte fem år i september. I den forbindelse har det været bestyrelsens ønske at tage et initiativ, hvor medlemmer bliver inddraget. Lige nu er vi derfor i fuld gang med at skrive en projektansøgning om midler fra regeringens pulje for brugerdreven innovation. Vi vender tilbage med nærmere information.
Arkitektblad – tager fat i tilgængelighed
Tilgængelighed er omdrejningspunktet for næste nummer af Danske Ark Byg, Danske Arkitektvirksomheders medlemsblad. Bladet udkommer den 31. oktober 2007 og kan bestilles og læses på Danske Ark Bygs hjemmeside
Design & hjælpemidler
Hvad betyder design for et hjælpemiddel? Grimme hjælpemidler krænker brugeren? Er billigst bedst? Mainstream produkter med bedre funktionalitet. Innovation og tværfaglighed. Design for Alle og samfundsøkonomi. Det er bare nogle af vinklerne i Hjælpemiddelinstituttets blad ”Hjælpemidlet”, der har valgt temaet ”Design & hjælpemidler” for deres seneste nummer (oktober 2007/nr. 4). Design for Alle.dk’s formand er interviewet til bladet. Du kan hente artiklen "Godt design gør det muligt" her.
Nej 52.125 gange til dårlige emballager
Gigtforeningen satte (den 12. oktober) for anden gang inden for to år en minister stævne for at kræve emballager, der er til at åbne. Foruden de medbragte håbløse emballager havde Gigtforeningen også 52.125 underskrifter. Et resultat af foreningens kampagne, som kræver emballage, der er til at åbne - også for svage hænder. Design for Alle.dks formand har skrevet en kommentar til det, der mest af alt minder om et deja-vu. Læs kommentaren "Hold vejret - DK foregangsland for gode emballager".
Rapport: Tilgængelighed til kulturhistoriske miljøer
NKS-Nordisk kontakt om statsbyggeri har netop udgivet en rapport, der samler op på et nordisk samarbejde om tilgængelighed inden for de nordiske kulturhistoriske miljøer. Hæftet tager afsæt i en konference, der blev afholdt i oktober 2005 i Stockholm. Hæftet indeholder resultater af de to workshops, der blev afholdt og eksempler på de nordiske landes initiativer – både politiske og konkrete eksempler.
Er du interesseret i et eksemplar, kan du kontakte den danske projektansvarlige slotskoordinator, Susanne Havning, Slots- og Ejendomsstyrelsen suh@ses.dk
i-SIT
er navnet på et af de projekter, der har fået midler under regeringens program for Brugerdreven innovation (temaområde: ældre og funktionshæmmede). Projektet handler om sidde/hvilemøbler og inddrager brugere og en lang række aktører inden for møbelindustrien. Læs mere på i-SIT hjemmesiden.
Tillykke til ambassadørerne
Tillykke til tre designambassadører, der også er medlem af Design for Alle.dk netværket: Karen Lyng, Dansk Rehab Gruppe, Jakob Rothborg og Dorthe Feveile Kjerkegaard, ID-Forum. Læs mere om deres opgaver på Dansk Design Centers hjemmeside
Konferencer og udstillinger:
Bolig for alle - i et nordisk perspektiv
er en Nordisk erfaringskonference i København den 31. oktober 2007 arrangeret af Husbanken, Norge. Det er gratis at deltage, og du kan stadig nå at tilmelde dig – sidste chance er den 22. oktober. Yderligere informationer her.
By for Alle
Konferencen By for Alle den 1. og 2. november i København har fået mere end 200 tilmeldte. Konferencen er arrangeret af Københavns Kommune i samarbejde med en række nordiske partnere. Læs om By for alle her.
RoboBraille
Conference: RoboBraille - towards an accessible and inclusive information society, 30th november 2007 in Sorø. Read the programme here.
Oldetopia
"Oldetopia - en udstilling om alder og aldring" åbnede den 12. oktober på Medicinsk Museion i København. Design for Alle.dk har bidraget med ideer, og et af vores medlemmer designeren Annette Krath Poulsen, AKP Design, har en prototype på en ny taskerollator med på udstillingen.
I tilknytning til Oldetopia vises også fotokunstneren Liv Carlé Mortensens udstilling 100 lysår. 15 overraskende og opsigtsvækkende fotografier af 100-årige. Fantastisk smukke og anderledes fotos, der kombinerer portrætter af de gamle med en form for collage af betydningsfulde situationer fra den gamles liv.
I Danmark er antallet af personer over 65 fordoblet siden 1950, og andelen af 100-årige og derover er mere end tyvedoblet. Vi er på vej mod en verden af gamle, som stiller krav til udformning af vores bolig, det offentlige rum, teknologi og meget mere. læs om udstilling og åbningstider m.m. på Medicinsk Museions hjemmeside
Venlig hilsen
Design for Alle.dk's bestyrelse designforalle@design-for-alle.dk
www.design-for-alle.dk