Du er her: Forside Nyheder Forbrugere inddraget i design af ny hvilestol

Forbrugere inddraget i design af ny hvilestol

En unik designproces med deltagelse af brugere fra start til slut har skabt hvilestolen i-SIT. Stolen, der bygger på Design for Alle-princippet, præsenteres første gang på  møbelmessen i Stockholm 9.-13. februar 2010.

Rendering af i-SIT stolen. Design ConcernMøbelvirksomheder overser en oplagt omsætningsmulighed, fordi de glemmer at spørge seniorerne, hvad de som kunder vil have. Det viser en brugerundersøgelse, som projektet bag Danmarks nye hvilestol, i-SIT, står bag. i-SIT stolen – er et resultat af et brugerdrevet innovationsprojekt, der har involveret såvel unge som ældre brugere, med og uden funktionsnedsættelse, fra start til slut. Møbelvirksomheden Magnus Olesen A/S står for produktionen, mens Design Concern har stået for formgivningen. Magnus Olesen A/S præsenterer stolen første gang på møbelmessen i Stockholm 9.-13. februar 2010.

Direktøren for Magnus Olesen A/S, Nils Knudsen, siger om deltagelsen i i-SIT projektet: ”i-SIT projektet er nytænkning og giver nogle helt nye muligheder. Det er nyt for os at inddrage brugere med funktionsnedsættelse i processen – det er interessant. Vi ser også, at det understøtter vores mulighed for et større markedspotentiale både indenfor privatmarkedet og f.eks. hoteller og hospitaler, hvor man går væk fra det sterile udtryk. Vi skal være på forkant med demografien, og de nye ældre med nye indkøbsmønstre.”

Unikt samarbejde

i-SIT stolen er resultatet af en lang og innovativ designproces og et unikt tværfagligt samarbejde, hvor målet har været at finde en systematisk måde, hvorpå virksomheder inden for møbelindustrien kan inddrage tværfaglig viden og seniorers behov og krav til en hvilestol. En hvilestol der samtidig lever op til Design for Alle principperne, en god oplevelse, god funktion, komfort og æstetik. Projektet er medfinansieret af Erhvervs- og Bygge-styrelsen under den danske regerings program for brugerdreveninnovation.

I designprocessen har det været en udfordring sammen med eksperter og brugerne at finde frem til den rette breddepå sæde, hældning, højde, greb på armlæn og ikke mindst lændestøtte samt det rette rotationspunkt for stoleryggen, så den naturligt følger rotationspunktet i hofteleddet, når personen læner sig tilbage. Stolens lændepude yder godstøtte, uanset hvilken position brugeren vælger. Den følger stolens form og betyder sammen med det brede sæde, at personen kan ”flytte rundt” og stadig sidder godt i stolen.

”Selv om der har mange stole på markedet, er det alt for mange, man ikke sidder godt i. Der bliver løbende fremstillet nye møbler, og derfor er det vigtigt, at der også er nogle, som indtænker god funktionalitet i kombination med æstetik, integration af ny teknologi og - ikke mindst - kobler den med de aktuelle behov, som brugerne har. I i-SIT projektet gælder det om at omsætte brugernes erkendte og ikke erkendte behov til Design for Alle løsninger, hvor både funktionalitet og immaterielle løsninger er i højsædet,” siger projektleder og designer Lone Storgaard om projektet.

LINK: Besøg i-SIT hjemmesiden og se postkortene med kunder i forskellige alder og flere billeder af stolen.

HENT PRESSEMEDDELELSEN HER

KONTAKT: Lone Kobberholm Storgaard, designer og projektleder, DESIGN CONCERN A/S,  tlf. +45 86761022, Mob: + 45 40621484, lks@designconcern.com, www.designconcern.com

PRESSEKONTAKT: Karin Bendixen, journalist(DJ), Bexcom, k.bendixen@bexcom.dk, Mob: +45 30236655.

FAKTA:

  • Design for Alle handler om at give alle personer lige mulighed for at tage del i alle aspekter af samfundet. Design for Alle indebærer en bevidst brug af analyse af menneskers behov og ønsker og kræver brugerinvolvering i alle stadier af designprocessen. Design for Alle stiller ligeledes krav til tværfaglighed og samarbejde på tværs af brancher m.v.
  • i-SIT stolen har et tidløst snit. Den er en fuldpolstret skal-stol, som kan polstres, så den passer til brugerens stil, uanset alder. Brugeren kan nemt indstille stoleryggen trinløst vha. en brugervenlig betjeningsknap indbygget i armlænet. Knappen kan betjenes med hænder, arme eller albue, hvis man skulle have problemer med smerter eller bevægelighed i hænder eller arme.
  • Brugerundersøgelser: Bexcom, der er projektpartner, har stået for tilrettelæggelse og gennemførelse af brugerundersøgelserne bl.a. er der gennemført to omfattende undersøgelser af brugerbehov i i-SIT projektet; spørgeskemaundersøgelse blandt seniorer fra hele Danmark om sidde-hvilemøbler og det at hvile sig, samt feltundersøgelse i brugeres hjem.
  • i-SIT projektet, der har strakt sig over to et halvt år med start i 2007, er unikt, fordi det har seks meget forskellige partnere, der repræsenterer tværfaglighed og brancher på tværs indenfor og udenfor møbel- og tekstilbranchen. Partnerne er møbelproducent Magnus Olesen, møbeltekstilproducent Gabriel, Udviklingscenter for Møbler og Træ, Videncenter for Intelligente Tekstiler, Design for Alle brugereksperten og kommunikationsvirksomheden Bexcom samt designvirksomheden med fokus på brugerbehov Design Concern, der også er projektleder.
  • De kommende 30 år vil antallet af ældre medborgere over 65 år stige markant i hele Europa. Det forventes, at hver femte EU borger i 2020 vil være 65 år eller ældre, og i 2030 vil dette antal stige til omkring en fjerdedel af alle EU borgere.